Køb Rosa moschata - klik her
Rosa moschata
Den tidligste moskusrose formodes allerede i antikken at være kommet fra Kina og Indien til middelhavsegnene – ja helt til øen Madeira. Om der har været tale om én eller flere, men nærtstående arter er et uafklaret spørgsmål, og det kan tilføjes at moskusrosen gennem de sidste ca. 450 år er blevet beskrevet meget forskelligt og at rosens navn løbende er blevet revideret af botanikerne. Sandsynligvis fandtes den Rosa moschata der anvendes i havebruget i dag allerede i 1500-tallet – en kraftig 3-4 meter høj vækst med et nedhængende, grågrønt løv og store klaser af duftende, mælkehvide blomster fra juli til noget ind i september. Franske planteskolekataloger opfører i begyndelsen af 1800-tallet en halv snes rosensorter tiltrukket med Rosa moschata, men disse sorter er dog forsvundet igen. Den ældst kendte krydsning antages at være slyngrosen ’The Garland’ (Rosa moschata¥Rosa multiflora) tiltrukket af englænderen Wills i 1835. I den engelske litteratur optræder betegnelsen moskusrose, fx i Shakespeares “En Skærsommernatsdrøm”, men de fleste er enige om at der her er tale om en af Englands mest udbredte vildroser Rosa arvensis og ikke Rosa moschata.
Navnet på rosengruppens stamform hentyder til moskuslugten. Men hvad er moskus? Den venetianske opdagelsesrejsende Marco Polo (1254-1323) fortæller i sine notater fra Kinaprovinsen Kan-su at have oplevet en særegen dyreart, moskusdyret. Det beskrives som et smukt, lille dyr med gedens skind og antilopens hale og med lange, elfenbenshvide hjørnetænder. Moskus er et sekret der dannes i en kirtel på bugen af moskushjorten (moskusdyret) der lever i Centralasien. Forarbejdet skal dette sekret have været anvendt i mange århundreder i lægekunsten og i parfumerierne. Ordet ’moskus’ indgår i navne for en del levende væsener med moskuslugt, fx moskusokse, moskusrotte, moskussvin – og altså moskusrose. Den direkte afdunstning fra dyrene siges at være ret ubehagelig. Anderledes er det med Rosa moschata når dens duftmolekyler blander sig med luften, er det en nydelse.
Moschataroserne er en gruppe af fremragende, længeblomstrende buskroser der i lang tid har været overset. Svend Poulsen nævner dem overhovedet ikke i sin bog “Roser” fra 1941. Heller ikke i Mathiesens Planteskoles katalog fra 1936 og 1941 er der en eneste reference. Moschataroserne har formodentlig slet ikke været i handelen i danske planteskoler før Valdemar Petersen tager dem i sit sortiment i 1940’erne, og takket være ham har disse vidunderlige roser fundet plads i haverne i Norden.
Navnet på rosengruppen dækker over flere forskellige former end lige moschataroser, fx også Rosa multiflora-hybrider, men det er almindelig anerkendt at Rosa moschata-gruppen kan indeholde sorter frembragt af følgende tiltrækkere: Den engelske rosenentusiast pastor Joseph Hardwick Pemberton (1852-1926) og hans gartner J.A. Bentall, den tyske planteskolemand Peter Lambert (1860-1939) – og efter disse tiltrækkere er deres roser kaldt henholdsvis ’Pemberton’s Musks’ og ’Lambertiana-roser’. Valdemar Petersen skal også nævnes, idet han har tilført denne gruppe to fremragende sorter ’Menja’ og ’Æbleblomst’.
Dyrkning Moschataroserne er mere eller mindre kraftige buskroser, og de fleste af dem har en vækst som gør dem velegnede som middelstore slyngroser. Andre er velegnede til kraftige hække eller læskærme, fx ’Ghislaine de Féligonde’. Generelt er de fremragende i blandede rabatter mellem stedsegrønne træer og høje stauder. I grupper plantes de bedst 3-5 eller flere ad gangen. De fleste moschataroser er også gode til afskæring. Dyrkes moschataroserne på udsatte steder, vil de være en smule ømfindtlige overfor lave frostgrader og kan fryse noget tilbage, så det anbefales at vinterdække basis på roserne med fx granris. På beskyttede voksesteder er der normalt aldrig problemer med hårdførheden, og næsten alle moschataroserne er meget modstandsdygtige overfor sygdom. Genblomstring opnås bedst ved at fjerne visne blomsterstande et stykke ned på de bærende grene. Moschataroserne kræver en god, dybmuldet jord og tilførsel af gødning inden blomstersæsonen og derefter efter behov. Blomstringen starter normalt i begyndelsen af juli og fortsætter mere eller mindre vedvarende eller remonterende til frosten sætter ind. Det gælder for de fleste moschataroser at deres blomsterfarver er smukkere og mere intense i sensommeren og efteråret end først på sæsonen.