Køb Rosa centifolia - klik her
Rosa centifolia +
Langt op i 1900-tallet havde man den opfattelse at Rosa centifolia var den som allerede Herodot beskrev ca. 450 år f.Kr. og senere også Teofrastos ca. 300 f.Kr. og Plinius kort efter år 0 omtalte som den ’hundredbladede’ rose. Der skulle have været tale om en ’vildrose’ eller en kulturform der fra Lilleasien, Kaukasus og Mellemøsten havde bredt sig til Europa. Men det mener man ikke mere. For det første har kromosomforskningen vist at vor tids Rosa centifolia ikke er en vildrose, for det andet har russiske botanikere afvist at Rosa centifolia findes i fx Kaukasus, og for det tredie findes der optegnelser i havebrugshistorien der fortæller at rosen kan være et resultat af hollandske rosengartneres forædlingsarbejde og introduceret kort efter 1580. I andenudgaven af Clusius bog “Hortie Germaniae” fra 1601 nævner forfatteren Rosa centifolia batavica. Han sendte i 1589 vegetativt formeringsmateriale, stiklinger eller udløbere med rod, til England. Af et ganske lille rodstykke voksede en rose til, og i 1591 satte den blomster der efter beskrivelsen passer til Rosa centifolia. Den nævnes også hos den engelske læge Gerard i hans bog “Herball” fra 1597 under navnet ’the Great Holland Rose’ og ’Rosa Hollandica siue Bataua’. I 1753 giver Linné den navnet Rosa centifolia hvilket også gælder i dag. Samtidig med at havebrugsbotanikerne introducerer centifolierosen, dukker den op i flamsk og hollandsk malerkunst hos fx Jan Brueghel, Jacob Jordaens, Jan van Huysum for at nævne de mest berømte – den tids blomstermalere skal nemlig tælles i snesevis. I forhold til Gerards noget symbolske figur i hans “Herball” fremtræder rosen på de hollandske malerier så naturalistisk at vi kan identificere den som den centifolierose vi også kender i dag. Den oprindelige Rosa centifolia beskrives som en cirka to meter høj busk der kan danne udløbere. Tornene er både børsteagtige og kraftige. Løvet er groft med store, afrundede blade. Knopperne er runde og faste med meget lange bægerblade. Frugtknuden og blomsterstilken er besat med børsteagtige og klæbrige kirtler med harpiksduft, særligt udtalt hos mosrosen som er en mutation af Rosa centifolia. Blomsterne er stærkt duftende, tætfyldte og sidder flere sammen på lange stilke. Kronbladenes farve varierer fra rosa til rød. Blomstringstiden er fra juni til august.
Dyrkning Centifolieroserne er nøjsomme, men plantes de i en dybmuldet og velgødet jord, bliver vækst og blomster større. Beskæringen foretages kort efter blomstringen ved at fjerne udtjent træ og skære de blomsterbærende grenes sideskud ind på 3-5 øjne. De lange sommerskud som skal bære blomster næste sæson, kan med fordel afkortes med en trediedel inden vinteren og pudses så af om foråret. Variationen i størrelse og form gør disse sorter velegnede til mange formål – uformelle hække, som fritstående eller espalieret, til blandede rabatter, busketter og som standere i staudebede. Alle centifolieroser er fuldt hårdføre, sygdom ses sjældent, og der kræves ikke vinterdækning.