Køb Rosa Damascena - klik her
Rosa damascena og Rosa damascena bifera.
Martsvinden hyler isnende udenfor. Det er barfrost, og rosenhaven er udsat for ’frysetørring’. Det klarer de fleste af de hårdføre damascenerroser, men mine læber sprækker. Det klarer damascenerroserne også. Jeg smører læberne ind i en rosencreme lavet på basis af damascenerroser, og inden dagen er omme er læberne helede og smidige igen. Der findes intet bedre middel.
Damascenerroserne kan opdeles i to undergrupper: de sommerblomstrende Rosa damascena og de to-gangeblomstrende (= remonterende) Rosa damascena bifera. Blandt de to-gange-blomstrende er der sorter der blomstrer mere end to gange, ja næsten vedvarende fra sæsonens start til frosten, fx ’Rose de Resht’. Den oprindelige form Rosa¥damascena formodes at være en krydsning mellem Rosa gallica og Rosa phoenica eller Rosa gallica og Rosa moschata. Sikre beviser herfor findes endnu ikke, og da det næppe opklares foreløbig omtales begge damascenerformerne her under ét. Rosa ¥ damascena har en kraftig, lidt åben og løs vækst, op til 300 cm høj. Grenene er først oprette og siden let overbøjede og tæt besat med små og store, krogede torne. Løvet er forholdvis groft, behåret og blødt. De stærkt duftende, lyserøde blomster nikker og hænger i tætte kvaster og kan gemme sig mellem løvet, modsat Rosa gallica hvis blomster sidder på stive stilke frit over løvet. Hybenet er langt og smalt.
De tre ældste kulturformer af Rosa damascena er ’Rose des Quatre Saisons’ der formodentlig har været dyrket hos romerne i Pæstum og Pompeji og genkendt på vægmalerier fra den tid. Derefter kommer ’York and Lancaster’ kendt siden 1551, og ’Trigintipetala’ kendt siden 1669. Angiveligt tager damascenerrosernes historie sit udgangspunkt i oldtiden. Navnet, damascenerrose, fortæller at rosen kunne stamme fra Damaskus i Syrien. Amerikaneren Hamblin mener dog at det er mere sandsynligt at damascenerrosen oprindelig er fra Persien, og derfra via Damaskus skulle være kommet til Europa i 1200-tallet med korstogsfareren Robert de Brie og siden have bredt sig fra hans slot i Champagne i Frankrig til resten af Europa. Et gennemgående kendetegn for alle damascenerroser er duften og det store indhold af æteriske stoffer med geraniol som det vigtigste og det stof der forbindes med rosens duft. Helt tilbage fra oldtiden og til vore dage har disse roser været højt værdsat i produktionen af rosenolie og til fremstilling af rosenvand. I dag dyrkes stadig forskellige typer som ’Trigintipetala’ og ’Blush Damask’ bl.a. i Bulgarien og Oman til brug for parfumeindustrien.
Efter at den ægyptiske sultan Saladin i 1187 havde generobret Jerusalem fra de kristne, beordrede han at lade en karavane på 500 kameler bære utallige liter rosenvand til Omar moskéen. Rosenvandet skulle bruges til at rense moskéen efter at de kristne havde anvendt den. En anden historie fortæller at under den persiske kalif Mamun (809-833) blev provinsen Faristan pålagt en årlig tribut (læs: skat) på 30.000 flasker rosenvand til Bagdad. Persien eksporterede dette kostelige vand til mange arabiske lande, Indien og Kina.
Planteskolekataloger og rosenbøger viser at der omkring 1850 har eksisteret over 300 forskellige damascenerroser. Af dette antal er der i dag måske bevaret en tiendedel. Det er ikke mange, men det er til gengæld roser med store kvaliteter – skønhed, blomsterrigdom og frem for alt en næsten uovertruffen duft og talrige anvendelsesmuligheder ikke kun i haverne, men også i parfumeindustrien.
Dyrkning I det følgende gennemgås et udvalg af de sommerblomstrende og de to-gange-blomstrende damascenerroser som nævnt under ét. Fælles for dem alle er at de er meget hårdføre, kraftige vækster med megen løvmasse og store kraftige, til tider grove blade. Generelt er grenene tæt besat med en blanding af større og mindre krogede torne. Blomstringen er overvældende og duften meget kraftig. Blomsterfarven er hvid, lyserød og rød – hos visse sorter er blomsterne både røde og hvide. Damascenerne kan anvendes solitært, i kraftige busketter og hegn, som uformelle hække og som læskærm ved terrasser og opholdspladser. Til dyrkning i potte anbefales kun ’Rose de Resht’ og ’Duchesse de Rohan’. Beskæring og udtynding for de sommerblomstrende sorters vedkommende foretages efter blomstringen så der kan dannes nye kraftige sommerskud der skal bære næste års blomster. Man kan undlade at beskære et par sæsoner og lade rosen udvikle sig frit. Beskæring og udtynding for de to-gange-blomstrende sorter foretages efter hver blomstring, og selvom damascenerne som helhed er nøjsomme, kan de to-gangeblomstrende godt have gavn af lidt mere gødning end de sommerblomstrende sorter. Vinterdækning er ikke nødvendig.