Køb rosa portlandica - klik her
Rosa portlandica - Portlandroser
Fremkomsten af ’Duchess of Portland’ eller ’The Portland’, som den også kaldes, skyldes blomsterelskeren Hertuginden af Portland. Hun var i Napoli omkring år 1800 og skulle dér have fået en plante, efter sigende en krydsning mellem Rosa damascena og Rosa chinensis ’Semperflorens’. Hertuginden bragte rosen til England hvor den fik navnet ’Duchess of Portland’, og den blev stamformen til en ny rosengruppe Rosa portlandica. I 1812 fik gartneren Souchet i Paris tilsendt frø af ’Duchess of Portland’ fra England, og hos ham blomstrede den første gang i 1815. Souchet opkaldte frøplanten efter direktøren for den franske stats haver: ’Comte Lelieur’. Da man fandt at denne rose var af overordentlig skønhed, nogle mente den skønneste nogensinde, blev den omdøbt til ’Rose du Roi’ til ære for Louis XVIII. Ingen over Kongen. ’Rose du Roi’ er en fin repræsentant for portlandroserne, har remonterende evner og blev derfor flittigt brugt af franske rosentiltrækkere, så portlandroserne talte hurtigt henimod 200 sorter. Allerede omkring 1850 var de fleste af sorterne dog gået i glemmebogen da portlandroserne blev trængt i baggrunden af en ny gruppe og forløber for vor tids moderne roser: Remontantroserne, Rosa hybrida bifera. Det er i øvrigt almindeligt antaget at ’Rose du Roi’ også har spillet en vigtig rolle for dannelsen af denne rosengruppe.
Dyrkning De portlandroser, måske et dusin i alt der overlevede tidernes skiften, udgør i dag en lille, værdifuld gruppe af gamle haveroser, enkelte af dem med fremragende egenskaber. De fleste er nøjsomme og hårdføre, mange af dem blomstrer rigt fra sæsonens start til frosten sætter ind, og de afgiver en stærk duft. Blomsterne er generelt store og fyldte. Væksten er moderat og kan tilpasses omgivelserne ved beskæring uden at det går ud over blomstringen. Så i selv den mindste have er der plads til en portlandrose, og de kan også anbefales til dyrkning i potte.