Mere om Floribunda + Polyantha

Køb Rosa polyantha og floribunda - klik her

Rosa polyantha og floribunda

“Buketroserne eller Polyantharoserne, eller også, som amerikanerne kalder dem, Floribundaroserne” skriver Svend Poulsen 1941 i sin bog “Roser”. Med dette statement tillader jeg mig at ’binde en lille, blandet buket af roser’ der alle kommer frem omkring år 1900 eller lidt senere, og på en eller anden måde har indflydelse på 1900-tallets ’moderne roser’ og havebrug.

Den første polyantharose skyldes indirekte den engelske botaniker og plantesamler Robert Fortune der i 1865 sendte plantemateriale fra Kina til England. Herfra blev det sendt videre til Frankrig hvor gartneren Guillot opformerede frø af den kinesiske rose, og i 1875 kunne Guillot præsentere den første polyantharose under navnet ’Ma Pâquerette’. Det er en umådelig stor rosengruppe med mange tusinde sorter og med arvtagere langt op i 1900-tallet. Fælles for polyantharoserne, der ellers kan være meget forskellige, er at blomsterne sidder mange sammen i større eller mindre skærme og blomstrer fra juni til frosten.

Floribundaroserne er tiltrukket med polyantharoser – indkrydset med blandt andet tehybrider. Den første floribundarose angives flere steder at være tyskeren Geduldigs ’Gruss an Aachen’ fra 1909, men dennes blomst ligner dog alt for meget de gamle remontantroser til at den kan betragtes som en nyskabelse, og det er kun dens korte, kompakte vækstform der gør den til en floribundarose. Det er min opfattelse at det er danskeren Svend Poulsens ’Rødhætte’ fra 1911 der skal betegnes som den første egentlige floribundarose og forløber for de moderne buketroser. Det er først og fremmest Svend Poulsens navn der er knyttet til buketrosernes udvikling. Hurtigt følger ’Ellen Poulsen’ i 1912, ’Else Poulsen’ i 1924, ’Kirsten Poulsen’ i 1925. Alle tre roser der har holdt interessen lige siden. Modsat ’Gruss an Aachen’ som har en meget stor blomst og er tætfyldt og duftende, udvikler Svend Poulsen i begyndelsen sit krydsningskoncept for at få mindre fyldte og enkle blomster. Han arbejdede for at tiltrække roser der var hårdføre, med kønt løv og mange blomster hele sæsonen igennem og i en varieret farveskala. Som regel mangler duften, men der udvikles også duftende sorter. Berømte rosentiltrækkere verden over – Kordes, Tantau, Harkness, Meilland, McGredy, Boerner, Lammers og mange flere – byggede på Poulsens koncept, og der blev og bliver endnu tiltrukket en endeløs række af floribundaer.

 Dyrkning Alle buketroserne skal plantes i en dybmuldet, næringsrig jord og bør vinterdækkes. Blomstringen fortsætter næsten uden afbrydelse og hvis man soignerer og udtynder planten gennem hele sæsonen og sørger for passende gødning, bliver man rigeligt belønnet med god vækst og masser af blomster.