Køb Rosa galica - klik her
Rosa gallica - Fransk Rose
Arten beskrives af botanikeren Carl von Linné i 1759, og han benævner den Rosa gallica. Den vilde gallicarose er en 40-80 cm høj busk med få torne og mørkegrønt løv med tykke, grove, læderagtige blade. Busken breder sig ved udløbere. Blomsterne der viser sig i juni, er stærkt duftende, hovedsageligt enkle og varierer i farven fra lyserød til rød. Udbredelsesområdet er Frankrig, Spanien, Italien, Mellemeuropa, Balkan og Lilleasien, hvor arten har været hjemmehørende i flere tusind år. Mange af de forskellige afledte arter og sorter er mange århundreder gamle. Men der er uenighed om gallicarosens oprindelse når vi taler om den som kultur- og haverose. Nogle hævder at en kulturform af Rosa gallica kunne være rejst fra Europa til Østen, mens den gængse antagelse i dag er at vore haveroser, og netop gallicarosen, oprindeligt bredte sig fra den Nære Orient til Europa ad hærveje, handelsveje og korstogsveje i perioden 400 f.Kr-1300 e.Kr.
Botanikkens fader, grækeren Teofrastos (372-287 f.Kr.), skriver om planter der kom fra Orienten til Europa, og det kan undre at man ikke støder på en beskrivelse af en så egenartet rose som Rosa gallica. Det kunne måske støtte den antagelse at rosen allerede var i Europa før hans tid. Romeren Plinius har godt 300 år efter Teofrastos en beskrivelse som passer glimrende på Rosa gallica, og han beretter at den dyrkedes i stort tal hos romerne i Pæstum og i omegnen af de større byer.
Vi kender ikke den oprindelige gallica der blev anvendt som kultur- og haverose i antikken, det er først gennem et fransk dokument fra året 1310 at vi har lov at antage at en af arterne er Rosa gallica ’Officinalis’. Den franske historiker Opoix skriver omkring 1807 at ’Officinalis’ i hans hjemby Provins anvendtes til rosenolie og som lægeplante fra omkring 1300 til omkring 1800. ’Officinalis’ er sandsynligvis opstået som en mutation af den Rosa gallica som den franske konge Thibault IV bragte med sig hjem til Provins fra en korstogsrejse i 1250. (Se også kapitlet Rosens Vej). Under dyrkningen og udbredelsen af gallicaroserne som nytteplante fra ca. 1300- til 1700-tallet er der sandsynligvis yderligere opstået mutationer som der ikke findes nogen sikker dokumentation for, det kunne fx gælde for ’Tuscany’. Til gengæld er der masser af dokumentation igennem hele 1800-tallet hvor gartnerne systematiserer kunstbestøvningen og tiltrækker fx ’Cardinal de Richelieu’ og ’Duc de Guiche’, og i Europa bringes mere end to tusinde nye gallicasorter i handelen. Især franske, men også hollandske og tyske rosentiltrækkere var ufatteligt flittige, og gallicaroserne vandt stor udbredelse inden for havedyrkningen.
Rosa gallica kaldes på fransk også for ’Rosier de Provins’. Ordet Provins hentyder til byen Provins lidt sydøst for Paris hvor arter af Rosa gallica fra middelalderen til i dag har været dyrket til brug for naturmedicin og til produkter som syltetøj, rosenvand og duftpuder fremstillet af rosens kronblade. I små og større franske byers offentlige haver og anlæg ser man ofte en Rosa gallica med skiltet ’la Rose de France’. Det er normalt Rosa gallica ’Officinalis’ eller Rosa gallica ’Splendens’ der anvendes, men jeg har dog set andre rosensorter, fx den røde mosrose ’Henri Martin’, præsenteret som ’la Rose de France’. Under alle omstændigheder skal den Franske Rose være en rød gallicarose.
De ældre danske navne for gallicarosen er ’Provindsrose’, ’Provintsrose’ og ’Provinsrose’ og i bogen “Horticultura Danica” fra 1647 ’Provans Rose’. Nogle af mine ældre rosenvenner husker fra deres barndom i 1920’erne deres forældre omtale roserne i skærehaven som ’Provinsroser’. De stod på række, og man skar buketter af dem til stuerne. På grund af ordligheden forveksles betegnelsen ’Provinsrose’ ofte med ’Provencerose’ som er et kælenavn for centifolierosen hvis rigtige franske navn er ’Rosier Cent-Feuilles’, og som i øvrigt er af meget nyere oprindelse end gallicarosen. Det må slås fast at ’Provencerose’ er et populært navn for Rosa centifolia og ’Provinsrose’ er Rosa gallica.
Under danske forhold har gallicaroserne med deres mangfoldighed af sorter dog haft noget trange kår. I den danske bearbejdelse fra 1850 af William Pauls “The Rose Garden” anføres næsten fire hundrede forskellige gallicasorter der dog for de flestes vedkommende aldrig havde haft eller ville få deres rødder i dansk muld. Forfatteren skriver om ’Provindsroserne’ at “disse ere særligt yndede i Frankrig… her i Landet have vi vel enkelte af dem, men de vise sig ikke altid constante; de høre til de Roser, som kun vise sig i deres fulde Skjønhed om Morgenen, forinden Sommersolen har bleget dem.” At man i Danmark har haft enkelte af dem og ikke er gået så højt op i de mange navne og sorter, er ganske sikkert. Fx nævnes ikke én eneste gallicarose med sortsnavn i kataloget fra 1880 fra Mathiesens Planteskole i Korsør, en af de største og mest velassorterede i Norden. Det har været for uoverskueligt, så for nemheds skyld blev blot en halv snes forskellige sorter udbudt til salg som: Provinsroser. Røde, lyserøde og hvide. Det er ærgerligt at navnene ikke er med, for det havde givet os et bedre indtryk af den tids have og smag.
I den danske rosenlitteratur i 1900-tallet nævnes gallicasorterne ikke med mange ord. Men kan sige at populariteten tog voldsomt af med fremkomsten af nye blomsterkoncepter omkring 1900. Gallicaroserne med navne, mangfoldighed, skønhed og historie blev generelt arkiveret i glemmebogen. Det er først med Valdemar Petersens “Gamle roser i nye Haver” fra 1968 at glemmebogen åbnes, og gallicaroserne sammen med mange andre af de Historiske Roser får deres renæssance i Danmark, og i modsætning til tidligere nu med deres oprindelige navne.
Fra det store antal af gallicasorter i 1800-tallet er antallet i dag reduceret til godt 150. Trods det lave antal overlevende er gallicasorterne måske den mest værdifulde arv vi har af Historiske Roser, og det er kun takket være mennesker som Valdemar Petersen og Graham Stuart Thomas at disse roser har overlevet, og i sidste halvdel af 1900-tallet er at finde i sortimentet hos et stadigt voksende antal specialplanteskoler for roser rundt omkring i Europa, så alt tyder på at gallicarosens historie ikke er slut.
Dyrkning Gallicasorterne hører ikke kun til de ældste og mest velduftende haveroser, men er samtidig også en af de rosengrupper der stiller færrest krav til jord og pasning. De trives overalt, er hårdføre og tåler alle lidt usle vækstbetingelser, fx placeret i fuld sol og i mager jord, men naturligvis har de intet imod at vokse i velkultiveret og velgødet jord. En placering i halvskygge hæmmer normalt ikke væksten, mens stærk skygge skal undgås. Sorter der står nærmest arten, fx ’Officinalis’ og ’Rosa Mundi’, danner lave, oprette buske, mens mere forædlede sorter som ’Duchesse de Montebello’ danner høje, overhængende buske. Grenene er oftest grønne med små, svage torne der let falder af. Løvet er sundt og tæt, generelt med mørke og lidt ru blade. Blomsterne bæres frit over løvet på stive stilke, enkeltvis eller to-tre sammen. De varierer fra helt enkle med fem kronblade til tætfyldte blomster med over hundrede kronblade. Farveskalaen fra ren hvid over rosa, grårosa, rød, lilla til mørk fløjlsagtig purpurviolet er enestående blandt de Historiske Roser i sin variation. Gallicaerne har mange anvendelsesmuligheder, solitært eller i busketter blandt andre sirbuske og mellem stauder. Til indfatning af en urtehave med lave hække er fx ’Rosa Mundi’ eller ’Officinalis’ velegnede. Opbundet til søjle vil fx ’Duchesse de Montebello’ være velegnet. Beskæring og udtynding foretages kort efter afblomstringen for at fremme nye skud. Forårsbeskæringen kan bestå i fjernelse af udtjent træ og studsning med en hækkesaks