Køb Centifolia muscosa - klik her
Rosa muscosa - Mosrose
Den almindelige mosrose er opstået som en mutation af Rosa centifolia. Den store, smukke, lyserøde blomst og vidundelige duft er den samme som centifolierosens. Væksten er kraftig, lidt åben og løs. Derudover er mosrosen, som navnet antyder, tæt besat med ’mos’ på grene, blomsterstilke, frugtknude og bægerblade, i enkelte tilfælde selv på løvet. Dette klæbrige ’mos’ opstår gennem talrige forgrenede stilkkirtler som ved berøring afsondrer en stærk, harpikslignende duft der i timevis kan holde sig på huden. ’Mosset’ er for nogen så stygt at se til, så ulækkert at røre ved at de slet ikke forbinder blomsten med en rose.
Et folkesagn fra Normandiet giver en mere poetisk forklaring på hvorledes mosset er opstået: Englen som hvert døgn bringer morgenduggen og aftenduggen på sine vinger, følte sig en aften hun ankom til Jorden helt udslidt og livstræt og søgte ly for natten hos en rose. Om morgenen vågnede englen udhvilet og glad og spurgte på hvilken måde hun kunne gengælde rosens gæstfrihed. En rose beskæftiger sig altid med sin egen skønhed, og den svarede med slet skjult selvoptagethed: “Åh! Gør mig endnu smukkere end jeg er!”. “Hvilken ynde kan jeg tilføje den skønneste af alle blomster!”, svarede englen. Rosen blev ved spørgsmålet adspredt og fortsatte med at nyde sin egen skønhed, så englen havde tid at se sig omkring. På jorden omkring rosens fod fik englen øje på nogle mospuder. Hun tog et par håndfulde og strøede mosset over rosens uåbnede knopper. Således blev mosrosen født.
Den tidligste optegnelse om mosrosen findes hos botanikeren Fréard du Castel i hans bog: ’L’École du Jardinier fleuriste’ fra 1746, og han beretter at have modtaget en mosrose fra Carcassonne i Sydfrankrig hvor den allerede skulle have været kendt i et halvt århundrede, dvs. at mosrosen har været kendt før 1700. I en registrant fra 1720 over planter i den botaniske have i Leyden i Holland refererer botanikeren Boerhave til en plante med det imponerende navn: Rosa rubra plena spinissima peduncolo muscoso – som antages at være den oprindelige mosrose. Den første afbildning af mosrosen findes i Gottlob Roessigs “Die Rosen” udgivet i Leipzig omkring 1810, og kort herefter hos Redouté i “Les Roses”, Paris 1817-24.
Mosrosen vandt på grund af sin mærkværdige skønhed hurtigt indpas i haverne via planteskolerne, og fra stamformen Rosa centifolia ’Muscosa’ opstod en meget stor og varieret rosengruppe. Til henimod midten af 1800-tallet var de fleste sorter mutationer af den oprindelige mosrose. Men herefter begyndte rosengartnere et stort krydsningsarbejde, og mosroserne blev en af de største af de nyere rosengrupper og i øvrigt nok den yngste gruppe blandt de Historiske Roser. De mange mosroser er indbyrdes meget forskellige og varierer i voksekraft, blomstringstid – flere sorter remonterer – og mosset kan være stærkt eller ganske svagt. Af flere botanikere anses mosrosen for at være en afvigende eller unaturlig form der ikke kan klare sig i naturen, men kun under menneskets kærlige pleje.
Dyrkning Mosroserne dyrkes i haverne i en god og dybmuldet jord, og de gødes efter behov før og efter blomstringen – for de remonterende sorters vedkommende også mellem blomstringerne. Dog har min erfaring med fx ’Henri Martin’ vist at den er mere nøjsom end de fleste. Den kan udmærket klare sig på en fritidsgrund med mager jord. Beskæring og fjernelse af udtjent træ foretages hos éngangsblomstrende mosroser efter blomstringen, mens de remonterende sorter renses for visne blomsterhoveder og skæres let tilbage mellem blomstringerne.