Køb Klatreroser med mere - klik her
Klatreroser med mere
I samtlige grupper af kulturroser, og også blandt de vilde roser, findes en lang række former der markerer sig ved at have kaskader af blomster og en uhyre voksekraft med skud der på én sommer bliver fra et par meter til over otte meter. Mange af de bedste former har arvet disse egenskaber gennem tiltrækning med de asiatiske vildroser som Rosa wichuraiana, Rosa moschata og Rosa multiflora og europæiske vildroser som Rosa arvensis og Rosa sempervirens. Populært omtaler vi haveformerne som slyngroser, klatreroser og espalierroser – mindre udbredt er søjleroser, rankende roser, bunddækkeroser og sørgeroser – men fælles for betegnelserne er at de fortæller mere om rosens vækstform og anvendelse end om herkomsten. For at begrænse en alt for pladskrævende opdeling af slyngroserne i grupper bestemt efter den art de nedstammer fra, har jeg valgt under ét at kalde denne gruppe af roser for Slyngroser som man også gør det i ældre planteskolekataloger. Herkomsten, om den er kendt, nævnes naturligvis under hver sort.
De mange sorter har indbyrdes en meget forskellig vækstform, men er normalt meget aggressivt voksende og temmelig temperamentsfulde. Disse roser vokser alle vegne, i træer, op ad nedløbsrør, ind under tagskægget og ud gennem teglene, på rækværker, hen over gamle bilvrag, de kan skjule gamle træstød og bindes til mere eller mindre sindrige konstruktioner i træ og stål som mennesket har bygget til dem. Uden naturlig eller kunstig støtte vokser de fleste slyngroser så langt i vejret de kan indtil grenene nedbøjes af deres egen vægt og knækker hvis de er for stive, eller hvis de har lange, tynde, bøjelige skud, lægger sig som et dække ud over det omliggende terræn. Andre slyngroser har kortere skud, er mere buskagtige og kan bære sig selv oppe hvad gør dem velegnede og effektfulde som store solitærplanter. Næsten alle slyngroserne kan anvendes i blandede rabatter af større og mindre træer, sirbuske og stedsegrønt som de så kan læne sig til, bindes til eller klatre rundt i. Apropros ’klatrerose’ – man ser den for sig bevæge sig som en abe – så dækker denne betegnelse fx over at et langt skud fra rosen kan lægge sig over de nederste grene på et mindre træ, det følgende års skud rækker op over en højeresiddende gren og lægger sig til hvile her indtil den fortsætter året efter og så fremdeles. Får den samtidig hjælp af kraftige torne, kan rosen på denne måde let klatre op gennem et træs grene, brede sig ud og mere eller mindre fylde en middelstor trækrone. Tjørnen eller æbletræet der blomstrer tidligt, får midt på sommeren sin ’anden’ blomstring ved sin nære slægtning rosen. Fremragende til at klatre i træer er, fx ’Albertine’, ’Breeze Hill’, ’Dr van Fleet’, ’Hiawatha’ og ’Venusta Pendula’ (se også under kapitlet Vildroser).
Fritstående vil slyngroser, som fx ’Sanders White’ og ’Albéric Barbier’, næsten straks lægge sig ud over det omliggende terræn, de nærmest flyder ud til alle sider idet disse sorters lange, bøjelige skud ikke kan holde sig selv oppe. Denne evne udnyttes på skrænter eller over støttevægge hvor de vil hænge ned med eventyrlig draperende virkning. I min have har ’Sanders White’ lagt sig til rette i en stor, spredende enebær som i en rede. Det er overvældende og betagende, og i blomstringstiden må jeg hver aften hen for at nyde dette syn.
Ord som fantastisk, rig, overvættes, umådelig, betagende og åndeløs – og ord som guirlander, ranker, kaskader, draperende, brusende – rækker næppe når man skal gengive oplevelsen af slyngroser på deres højeste og deres bedste. De styrker simpelthen livslysten. Høns bliver endnu smukkere når deres gård ligger halvt i skygge af en ’Dorothy Perkins’. En styg carport eller anden kvadratmeterarkitektur kan næsten blive tilgivet når de draperes af disse kraftige, blomstrende væsener. Det udelukker naturligvis ikke at slyngroserne også kan bruges på smukke bygninger.
På en rejse i slutningen af maj måned med bil fra Firenze i Italien til Ardèche i Frankrig kørte jeg uden for de sindsoprivende autostradaer ad smukke biveje og landeveje. Langs hele ruten blomstrede slyngroserne op ad mure, over hegn og stengærder, på pergolaer, frit i vejkanten og mellem stammerne i lyse skovstrækninger. Variationen af sorter var meget begrænset, den samme halve snes typer gik stort set igen fra Toscana til Ardèche. Det var dog ikke hvad som helst, men slyngroser der også i dag hører til de bedste, og jeg kan nævne følgende: ’Albéric Barbier’, ’Albertine’, ’American Pillar’, ’Blairii no. 2’, ’Climbing Mme Caroline Testout’, ’Dorothy Perkins’, ’Dr van Fleet’, ’Excelsa’, ’Gloire de Dijon’, ’Mme Alfred Carrière’, ’New Dawn’ og ikke mindst bourbonrosen ’Zéphirine Drouhin’.
Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt hvor mange amerikanske rosentiltrækkere der bringer slyngroser i handelen i begyndelsen af 1900-tallet. Mange af sorterne hører til de mest udbredte i Europa, fx ’Dorothy Perkins’, ’May Queen’ og ikke mindst ’New Dawn’.
Slyngroserne udgør en næsten uoverkommelig og mangfoldig skare af roser. Der findes hundredvis af vidunderlige slyngroser, langt flere end der er plads til i denne bog, så jeg har bestræbt mig på at udvælge en række sorter der repræsenterer en god variation af vækst- og blomsterformer og som jeg holder særligt meget af.
Dyrkning De fleste slyngroser er nøjsomme og kraftfulde og generelt nemme at dyrke. Det kan være et temperamentsspørgsmål hvorledes slyngroserne skal beskæres og gødes, men der gives en tommelfingerregel: For de sommerblomstrende slyngroser gælder det at fjerne visne blomster og udtjent træ lige efter blomstringen for at stimulere de nye skud som skal give blomster den følgende sæson. Husk at de slyngroser der bærer smukke hyben, ikke skal beskæres før sent på året eller tidligt næste forår. Gødning tilføres i moderate mængder og kun én gang om foråret og én gang umiddelbart efter blomstringen. For de genblomstrende slyngroser gælder det at visne blomster fjernes, væksten beskæres og udtyndes blomstersæsonen igennem. Gødning tilføres én gang om foråret og siden i moderat mængde efter hver blomstring.
Mange slyngroser kan danne espalier for klematis og med en fantastisk effekt, både når de to planter blomstrer samtidig, eller når klematisen så at sige overtager blomstringen efter de sommerblomstrende slyngroser. De storblomstrende klematis er bedst, dels fordi de ofte blomstrer sent eller to gange, og dels fordi de kan beskæres forholdsvis hårdt når man til tider skal frigøre planterne fra hinanden.
Det er vigtigt for espalierede roser at man hele tiden binder de nye skud op uden at stramme opbindingstråden for hårdt omkring grenen da den også skal kunne vokse i tykkelsen. Det er en smagssag om espalierede roser og roser på pergola skal have lov at følge deres natur og blive ’højbenede’ med lange, nøgne ledegrene som først bærer løv og blomster flere meter oppe, eller om man ønsker at rosen har blomster fra tå til top. Ønsker man det sidste, kan det være nødvendigt hvert andet eller tredie år at tynde ud og fjerne udtjent træ og opbinde nye ledegrene til blomstersætningen. Mange slyngroser kan anvendes fritstående eller solitært, forstået på den måde at rosen ikke bindes til nogen form for støtte, men kan udvikle sig frit i alle retninger og følge sin natur. Hvis det er muligt, vil en fritstående slyngrose anvende omgivelserne til støtte for sine meterlange skud, det være sig træer og buske i nærheden, stengærder, stakitter, cykler, bilvrag osv. Som deres stamformer blandt vildroserne skal en fritstående slyngrose have rigelig plads, men skal også kunne begrænses og fornys ved beskæring.
Espaliering på mur eller væg, eller en af de utallige muligheder for opbinding til en eller anden form for støtte er nok den mest udbredte måde at dyrke slyngrosen på. Espalierer er forskellige både i form og materiale – fra det helt enkle med et stykke ståltråd over et par søm til det kunstfærdige fletværk i hårdt træ.
Søjlen, hvor rosen skal præsenteres vertikalt, kan være alt fra originale græske søjler eller kopier, en gennemgående træstamme hvor man efterlader små stappe når man kapper sidegrenene, en telefonpæl eller rafte, en murpille til en kunstfærdig sammensat søjlekonstruktion i hårdt træ eller stål. Tripoden er også et vertikalt element i haven. Den laves af hasselkæppe, rafter, bambusstokke eller andet materiale der i et antal af tre stødes i jorden og bindes sammen i toppen. Tripoden er god hvor man ønsker en enkel og diskret støtte.
Ordet pergola stammer fra det italienske/latinske ’pergula’ der betyder bygningsfremspring i betydningen en søjlehal dækket af planter eller en løvgang i træværk. Pergolaer opføres i dag ofte omkring opholdspladser, terrasser og gangarealer. Materialet kan være skåret tømmer, uforarbejdede mindre træstammer og rafter tømret sammen i enkle eller mere komplicerede konstruktioner. En pergola kan også udføres som en søjlehal hvor søjlerne er muret op, støbt i beton eller hugget i natursten, mens overliggerne er af træ.
Et meget smukt haveelement er rosenbuen. Den kan være bindeleddet mellem to haveafsnit, adgangsvejen fra den kultiverede have til eng og skov, eller ligefrem porten der viser adgangen til boligen. En rosenbue kan udføres i træ, pilegrene, stål eller andet bøjeligt, men samtidig stærkt materiale.
Slyngroser egner sig også til bedarealer hvor man ønsker en jorddækkende (tæppedannende) virkning. Et ikke for lille bed afsættes og rosen plantes fx i midten. De lange, bøjelige skud lægges ud i slyngende forløb og nedkroges ved hjælp af træ- eller metalpløkke således at de kan danne egen rod. De samme slyngroser kan også plantes på toppen af gærder, stensætninger og støttemure som de så vil drapere med blomster hængende i kaskader. Jorddækkende slyngroser er i mange tilfælde også velegnede i store, blandede busketter hvor de med en fantastisk effekt kan hænge over lange stræk på én eller flere værtsplanter. For at værtsplanterne, der også skal være en pryd for haven på længere sigt, ikke bare skal agere stativ og blive ødelagt af slyngrosen, bør denne med et par års mellemrum tyndes godt ud, skæres tilbage og så få lov at starte igen.
Alle slyngrosernes størrelsesangivelser i beskrivelserne er mindstemål idet deres voksekraft afhænger meget af det givne voksested. Jeg vil gerne understrege at der ikke findes nogen optimal og fuldgyldig forklaring eller nøgle til anvendelse og beskæring af slyngroserne.
Slyngroserne byder på så mange vidunderlige oplevelser og variationer at det en personlig sag at lære dem at kende og et temperamentsspørgsmål hvorledes de skal beskæres. Én ting er dog sikkert at de sommerblomstrende slyngroser blomstrer på sommerskuddene fra året før, og på de gamle grenes små sideskud der klippes ind på 3-5 øjne om foråret, og der beskæres kun én gang. De genblomstrende slyngroser beskæres løbende sæsonen igennem.