Køb Indica odorata - klik her
Rosa Indica odorata - Ægte Teroser
De ægte teroser – ikke at forveksle med tehybrider – ligner deres nære slægtninge kinaroserne og introduceredes næsten samtidig i Europa, blot er terosernes vækst meget kraftigere og duften stærkere. Den første terose blev i 1810 sendt fra Kina, nærmere betegnet fra Fa Tee Nurseries i Canton, til Sir Abraham Hume i England og fik kort efter navnet ’Hume’s Blush’. Under varme himmelstrøg er ’Hume’s Blush’ næsten stedsegrøn og en temperamentsfuld slyngrose der kan sætte over ti meter lange skud. Tornene er krogede og løvet grønt, blankt og glat. Blomsterfarven er hvid med strejf af citrongul og sart rosa. Den anden terose blev fundet i Kina af John Parks i 1824 og fik navnet ’Parks’ Yellow Tea-scented China’. Blomsten er duftende, stor og fyldt med gule kronblade. Begge disse tidlige teroser skal enten være naturkrydsninger mellem Rosa gigantea og Rosa chinensis eller kulturformer bevidst tiltrukket af kinesiske gartnere lang tid før 1800. Ingen tør i dag med sikkerhed fastslå ægtheden af ’Hume’s Blush’ og ’Parks’ Yellow’ blandt de individer der findes i dag. Til gengæld kan det fastslås at teroserne hovedsagelig blev udviklet i Frankrig og omkring 1900 udgjorde en rosengruppe på næsten 1500 forskellige sorter. Opfattelsen af at terosen skal være en gul rose der dufter af teblade har været et ret hårdnakket rygte. Vedrørende farven er der muligvis tale om en fortolkningsfejl, idet terosen ’Fortune’s Double Yellow’ af kineserne blev kaldt ’Wang-jang-ve’ som betyder gul rose, og det blev så opfattet som et kendetegn for alle teroser.
At duften skulle have givet dem navnet teroser findes der mange overleverede forklaringer på: én går ud på at terosens duft skulle genkalde duften af friske teblade i det øjeblik de bliver knust, mens en anden forklaring siger at den blev ’teduftende’ fordi rosen under den lange sejltur fra orienten til Europa opbevaredes i de samme transportkasser som teen. Andre mener at terosens navn skulle stamme fra de hurtigtgående handelsskibe eller teklippere, som de også hed, der bragte disse roser til Europa. Navnet kunne også skyldes at te ligesom rosen indeholder geraniol, men franskmanden Blondel skriver i sin bog “Les produits odorants des Rosiers”, Paris 1889, at duften af te ikke er påviselig hos en eneste terose. Men hvem har ret? Fx påstår så store rosenkendere som William Paul i 1848 og Graham Stuart Thomas i 1957 at terosens blomster har en duft af teblade!
Dyrkning Lige så smukke teroserne er, lige så ømfindtlige er de under de nordeuropæiske vintres råhed. Med vinterdække, lun placering og held har jeg dog til min store glæde fået ’Marie d’Orléans’, ’Lady Hillingdon’ m.fl. til at overleve. Men mest fornøjelse får man ved dyrkning i et hobbydrivhus eller i potte. Teroserne er ikke til at undvære med deres fine duft og skønhed.