PÆONEN

© Torben Thim

Pæonen har som kulturplante plads i det fine selskab, hvis øvrige medlemmer blandt andet tæller lilje, rose, nellike, kamelia og lotusblomst. Alle de mest mytologiserede og symbolladede planter verden har kendt. Som blomsterelsker er pæonen en af mine favoritter, fordi den blomstrer så kort, at jeg ikke skal ’plages’ af dens skønhed og særegenheder i alt for lang tid og heldigvis findes der endnu ikke remonterende pæoner. Jeg kan til tider blive bange for den nærmest obskøne æstetik, de enkelte blomster fremstiller sig med. Tag fx en træpæon med en 30 cm. bred blomst på en lille 20 cm. kort blyants tynd pind.   

 

Som rodolog interesserer det mig, at træpæonen, da den i 1700-tallet kom til Europa, af flere forveksledes med en rose på grund af blomsternes lighedspunkter. Og det kan være svært - fx på et blomstermaleri - at adskille pæon fra rose, hvis ikke løvet også er vist. Botanikerne er langt fra færdige med deres klassificeringsarbejde. Der er så umådelige mængder af historie og overtro omkring pæonen, at jeg straks afstår fra at behandle emnet fuldt ud, hvilket der heller ikke er plads til i denne sammenhæng - men jeg vil forsøge at strejfe lidt rundt i pæonens botanik og historie, så læseren forhåbentligt kan danne sig et indtryk af denne fantastiske blomst.

Pæonens botanik

Botanisk er pæon en slægt af ranunkelfamilien (Ranunculacae) og er sammensat dels af flerårige stauder, hvis overjordiske dele i store træk visner ned og forsvinder om vinteren, og dels af træagtige buske som efter løvfald står tilbage med sin oprette grenvækst. Pæonslægten består af 15, måske 16 arter, og anses for ret hårdføre planter. Løvet kan være nærmest trådet, som hos Paeonia tenuifolia, fliget som hos Paeonia anomala og næsten lappet som hos Paeonia officinalis. Blomstringen finder normalt sted tidligt på foråret, enkelte sene pæoner bærer blomster ind i juli måned. Arterne opdeles i tre sektioner 1. Moutan, med træagtige stængler, er lokaliseret til det østlige Asien. 2. Onaepia med urteagtige stængler (staudepæoner), med et særdeles afgrænset udbredelsesområde i det vestlige Nordamerika og 3. Paeon, også med urteagtige stængler (staudepæoner), en stor varieret gruppe spredt over halvdelen af kloden fra Spanien, Nordafrika og Lilleasien, gennem alle de asiatiske riger og lande til Japan.

Ud over blomsterlighed ligner pæoner og roser hinanden på yderligere to interessante punkter: Det første er at pæonen vokser vildt kloden rundt, men, ligesom rosen, udelukkende på den nordlige halvkugle. Det andet er, at i og med det intense forædlingsarbejde har de vilde pæoners oprindelige lidt stærke pebrede duft hos kulturplanterne udviklet sig til en slags rosenduft. Blandt flere eksempler er dette ganske tydeligt hos silkepæonerne, der dufter ligesom Gerbe Rose - en fransk klatrerose.

Flere arter indenfor ranunkelfamilien er erkendt giftige (e.g. Eng-Kabbeleje, Druemunke og Stormhat), måske er det en af grundene til at pæonen i overtroen blev anset for så giftig, at bare man strejfede den havde det døden til følge!  

Havebrugsmæssigt tales der om ’staudepæoner’ og ’træpæoner’  - nogle kalder dem alle for ’Bonderoser’, mindre bredt er navnet ’Bonderose’ særligt knyttet til Paeonia officinalis var. officinalis, også kaldet Paeonia festiva flore pleno, og dennes nærmeste hybrider, hvilket vil sige staudepæoner med store, fede, tætfyldte blomster i hvidt, lyserødt og mørkerødt.

Pæonens land

I Kina knyttedes blomsten til fred, lykke, fremskridt og forsonlighed – modsat for eksempel i den europæiske renæssanceverden, hvor den betragtedes som symbol på ’skønhedens forgængelighed’.  -  Dyrket og tilbedt for sin skønhed i flere tusind år indtog pæonen sandsynligvis sin plads før rosen som foretrukken prydplante i Kinas allertidligste havebrug  ca. 2000 år før Kristus. Både som lægeplante, haveplante og som afskåren blomst var dens udbredelse gigantisk. 

Pæonproduktionen har haft medgang og modgang som en naturlig del af kineserens vilkår. De dyrkede arealer har været meget vekslende i udstrækning, var der hungersnød svandt pæondyrkningen ind til næsten ingenting, og markerne anvendtes til spiselige afgrøder. Men hver gang er produktionen øget igen under mere frugtbare tider. Pæonproduktionen blev dog næsten udslettet under kulturrevolutionen 1966-67, hvor der nedlagdes forbud mod blomsterdyrkning. Man forestiller sig billedet af en ’hængt blomsterelsker’ der trodsig havde fortsat med at dyrke pæoner og  tilstod at blomstens symbolkraft er revisionistisk. Det er stærke sager. Men revolutionen har ikke haft permanent indflydelse på de kinesiske pæonerier. I dag er produktionen af pæoner til alle formål i højeste gear, og der er tale om mange millioner podninger om året. Der klones mere end 1500 forskellige sorter - og der eksporteres afskårne pæoner for et tre-cifret millionbeløb.  

I folkemunde kaldes pæonen for ’blomsternes konge’, men på et lidt højere plan tituleres træpæonen ”Mou Tan” med to navne: ”blomsterrigets kejser” og  ”den purpurrøde hanblomst”. Der er vel ingen tvivl om at betydningen er den samme. Den første suverænen den anden hans attribut, tilsammen den øverste magt – forbundet med skønheden, blomsten som allegori på kvinden. Ikke dårligt! Lidt ringere stillet er staudepæonen ”Hua Liang”, da det blot oversættes som ”kongens ministre”, en slags servicerende klasse under ’overblomsten’. Da man i Kina, så sent som i 1994, havde afstemning om en ny nationalblomst blev det atter træpæonen! Til både træpæoner og staudepæoner knytter der sig en mængde kælenavne, som stort set alle henviser til pæonen som lægeurt. I ældre dansk sprog kaldtes Pæonia officinalis for ’Kongerose’ eller ’Gigtrose’, idet man anvendte pæonens tørrede kronblade mod gigt og krampe. Rodens dele anvendes i stor udstrækning som lægemiddel. Rødderne renses og udblødes i vand og soltørres derefter. Indtagelsen sker i skiver, som igen har været opblødt. Midlet lindrer lever og milt, styrker personens yin-side, er blodstyrkende og i tilgift smertestillende.

Der er en del usikkerhed omkring dens påståede øgning af mænds kønsdrift, og at pæonen ”i det hele taget løser deres problemer” som Jane Fearnley-Whittingstall skriver i sin bog ”Paeonies” 1999, uden hun dog kommer med en nærmere præcisering af mandens universelle problemer!? Jeg besøgte i øvrigt forfatterinden i 1989, hvor hun lige havde udgivet sin bog om rosenhaverne. Jeg følte mig som en novice og hang ved hendes læber gennem hele seancen under ’high tea’, hvor hun delagtiggjorde mig i alle slags blomster og haver i England og i det ganske britiske imperium. Jeg kan varmt anbefale hendes bøger.

For nu at gribe til Janes egne kilder, vil jeg fremhæve et ca. 2500 år gammelt anonymt digt: ”Hinsides floden Wei/ ligger landet åbent og smukt/ en ridder og en jomfru, morer sig og leger/ derpå rækker hun ham en pæon”. Så vil jeg tilføje: Jomfruen har nok vidst hvad der skulle til!

Den berygtede, for sin demagogi, og beundrede, for sit kunstmæcenat, kejserinde Wu Chao (ca. 625-705(Tang-dynastiet))  havde pæonen som sin yndlingsblomst, og den blev høj trend, skåret i træ og hugget i sten, dekoreret på husgeråd, broderet på stoffer og malet på silkelærred. Wu startede i sit unge liv som konkubine for kejseren, men overtog ved hjælp af list og intriger, som det fører for vidt at komme ind på her, magten efter hans død og lod som egenmægtig suveræn kunsten, buddhismen og havebruget udvikle sig, så disse trådte tydeligt frem i samfundslivet.

I det hele taget var tiderne under hende særdeles frugtbare for al filosofi og alle kunstarter – kvinderne undlod at snøre fødderne og i stedet interessere sig for poesi og musik. Alt blomstrede, der var ro, fremgang og stabilitet, men i skærende kontrast til hendes grusomheder for at bevare magten. Kejserinde Wu’s yndlingsblomst pæonen blev plantet ud i tusindvis, og alle glædede sig.

Paeonia 'Bowls of Beauty'

Pæonens Europa

Første gang pæonen nævnes i den vestlige del af verden er sandsynligvis hos botanikkens fader, grækeren Teofrastos ca. 300 år før Kristus i sin ”Undersøgelse af planterne”. Det vi får at vide om pæonen er i dette tilfælde mere mytologi end botanik, men når han refererer overtro ved omplantning af  Paeonia officinalis, er ganske fornøjeligt: ”…man fortæller at pæoner, som nogle kalder glykyside, skal graves op om natten, gør en mand det i dagslyset og iagttages af en flagspætte mens han samler frugterne (pæonens bælge f.a.) risikerer han at miste synet; og hvis han på samme tid skærer rødderne over vil han få prolapsus ani    (ondt et vist sted – hæmorider f.a.).

Alle pæoner, der dyrkedes i middelalderen og fremefter til 1700, var staudepæoner og første gang pæonen nævnes i Danmark er i Henrik Harpestrængs ”Liber herbarum”  fra ca. 1300. Senere fra ca. 1450 i en række autorløse manuskripter om lægekunsten, hvor man blandt andre støder på navnet Pionia femina. Simon Paulli har også pæonen med i sin lægeurtebog  Flora Danica fra 1648. Op til i dag nævnes den så i et utal af botaniske og havebrugsmæssige værker, hvor tidligere tiders beskrivelse af pæonens nytte for lægekunsten afløses af forskrifter for dens anvendelse i havebruget. Pæonen ’forvandler’ sig fra at være en læge- eller nytteplante til en prydplante, dog skal man huske, at den stadig har stor udbredelse som lægeplante i Kina.

Men hvad med dyrkningen af pæonen på vore breddegrader? Vi er naturligvis lidt bagefter, som med alt andet. Englænderne modtog de første pæoner til havebrug i 1780, og de var en sensation. Faktisk forvekslede man dem umiddelbart, og troede de hørte til Rosenfamilien. Første gang en pæon er registreret dyrket i Danmark er i Botanisk Have, København 1807. Det drejede sig om silkepæonen Paeonia lactiflora. I 1844 er det for første gang muligt at købe en ’Almindelig Træpæon’  Paeonia suffriticosa  i en dansk planteskole.

Man kan ikke sige, at pæonerne stortrives i de danske haver, det er som der hænger det dogme ved pæonen, at den er vanskelig, både at klone, plante og omplante. Haveejerne er lidt nervøse for omgangen med pæonen, og så er det endda et fåtal der kender til Teofrastos’ advarsler.

Fantasipæoner

I ’Nordisk Illustreret Havebrugsleksikon’ fra 1946 er artiklen om pæoner skrevet af den legendariske gartner Aksel Olsen. Det er på resterne af hans planteskole, at den Geografiske Have i Kolding er opstået som en nutidig og opdateret park. Aksel Olsen skrev artikler alle vegne, korresponderede om haver og planter med alle og enhver, i det hele taget et formidlende væsen. Olsens artikel er trods lidt eksalteret gartnersnak meget entuisiastisk og underholdende. Pæonerne blev mellem 500- og 700-tallet eksporteret fra Kina og Korea til Japan, hvor de blev udsat for umådelig beundring og samtidig en ubændig trang til at udvikle nye former og man må sige at Aksel Olsen forstod at male et billede af pæonens diversitet i et næsten snublende crescendo: ”… japanske Pæoner udmærker sig navnlig ved, at Støvdragerne er omdannede i mange forskellige fantastiske Former og Farver, som Tråde, Bånd eller Blade, smalle eller brede, lange eller korte, lige eller bølgede eller snoede og takkede, med indadbøjede eller udadbøjede Spidser i endeløs Mangfoldighed, enten som et Strålebundt eller et flammende Bål eller en kunstfærdigt flettet Kugle eller som en Chrysantemumblomst eller som Fuglefjer eller Fiskeskæl o.s.v.;  Farverne kan være kraftige og rige eller afdæmpede i bløde Harmonier i hvidt, gult, rosa, orange, højrødt, purpur, brunrødt, o.s.v.; også Støvvejene er ofte meget ejendommelige og smukke i Stof, Form og Farve; Kronbladene varierer fra hvidt over alle grader af lyserødt til fløjlsagtigt blodrødt, sortrødt eller violet, ensfarvede eller flerfarvede, f.eks. hvide med røde striber, og fra elegant udslået Stilling til lukket Skålform, helrandede eller tungede, takkede, frynsede, få eller mange…”!

Man når næsten ikke at trække vejret …og kære læser, reflektér et øjeblik inden De læser, at Aksel Olsen lige efter denne udladning nærmest etnografisk erklærer: ”…i Kina og Japan opstod ofte helt fyldte Pæoner, men Østens naturelskende Folk fandt dem for langt fjernet fra Naturen. Deres ideal lå indenfor et Spillerum fra oprindelig Natur til idealiseret Natur, men aldrig Unatur…”.

Aksel Olsen hævdede siden, at det var først da Pæonen sent i 1700-tallet kom til Europa, særligt Frankrig, at et forædlingsarbejde begyndte som satsede på sorter ”…så langt fra naturen som muligt…” at den blev til en ”Fantasiblomst”... ”ligesom Klædedragten i samme Tidsrum”.  Det sidste er en genial modeopfattelse, at skrædderen syr tøj på samme måde som gartneren tiltrækker pæoner. Der er styr på naturen, men man må sige at det var, og det er det stadig, langt sværere at ’designe’ det levende i forhold til det døde stof. Husker man barokken/rokokoens gevaldige kjoler i lag på lag så kan det sammenlignes med en fyldt pæon. Aksel Olsen skal have tak for sine allegorier.

Pæonens billede

Ikonografien og anvendelsen af pæonen i billedkunsten, digtningen og reklame er ikke nær så udbredt som det er tilfældet med rosen, til gengæld er det meget ædle forekomster. Det lader sig ikke gøre at tidsfæste den første afbilding af en pæon. Vi kender til farvelagte træsnit ca. 2000 år gamle og gennem århundrederne herefter malerier på silke, træskærerier og glasmalerier både i Europa og i Kina.

De tidligste træsnit i Europa findes hos Schoeffer i 1485 og i Ortus Sanitatis, Mainz 1497. Det jeg holder mest af, og som viser pæonen i al sin originalitet og prunkløshed er afbildingen i Bock’s Kreutterbuch fra 1550. Hos den engelske herbalist Gerard, finder vi den hvide fyldte pæon afbildet, i 1597, og med Basilius Besler kæmpeværk Hortus Eistettensis 1613, at pæonen også får en fyldig ledsagende tekst og forklaring. De nævnte er stadig botanisk/medicinske værker, men med den (dengang danske) Gottorfske Codex udgivelse ca. 1655, der illustrerer næsten alle datidens kulturplanter og hvad der anvendtes i haverne dengang,  at pæonen også blev opfattet som en prydplante!