ROSENS TORN

© Torben Thim

Tornen i øjet

Enhver lille afhandling indledes ofte med en provokation eller løgn så forfatteren i det efterfølgende kan få rettet sagen ud og gjort substansen bæredygtig – helt i tidens ånd :    .…”ingen roser uden torne”… (tysk ordsprog)   dette citat kunne være prikket ud af en politisk tale, en teateranmeldelse, en årsrapport, og betydningen veksler fra det lidt jantelovagtige:  intet må være uimodsagt godt og stort uden lidt gift i sommerdrikken, og der skal  være  en slange i paradis – en torn i øjet,  en torn i flæsket.  Det er oplagt, at har vi fremdraget de positive sider må vi for god ordens skyld også fremdrage de negative. Lidt balance i tingene – eller?

Tornens fravær

Talemåder eller ej, der findes roser uden torne. Hos vildroserne drejer det sig om mindst fem arter, fx  Rosa banksiae, Rosa pendulina  og Rosa blanda  og  flere underarter.  En form af den stærkt tornede hunderose Rosa canina  f.  lutitian er uden torne.   Lommeregneren viser at omkring fem procent af den globale artsmængde er tornløse.  Regnes underarter og former med taler vi måske om  ti procent.  Hos kulturroserne – vore haveroser –  er der beskrevet mere end 50 uden torne eller næsten uden torne. Nærmere forskning vil nok kunne bringe tallet op på mere end hundred.  Af tornløse haveroser kan fremhæves den vidunderlige gallicarose ’Duchesse de Montebello’, den velduftende  bourbonrose  ’Zephirine Drouhin’ ,  thehybriden ’First Love’ (næsten tornfri!!!), den smukke  remontant  ’Georg Arends’  og en af de hvide duftroser ’Mme Legras de St Germain’.

I Haute-Normandie i Frankrig  ca. 35 km fra Monets have i Giverny ligger Château de Miserey. Stedets ejer Mme de Roumilly har en passion: hun samler  på tornløse roser. På fransk: ’rosiers inermes’.  Slotsparken har åbent for offentligheden. 

Det tornløse mangler ondskab, dramatisk romantik, stridbarhed, omsorg og forsvarsvilje.  H. C. Andersen omtaler lidt nedladende de ubrugelige  ”en Slags tornløse, blegrøde Roser”   i modsætning til de  heftige blodrøde roser der tæt armeret med voldsom tornekraft  indeholder alt hvad kærligheden er gjort af. Nu er det muligt at læseren vil hage sig lidt fast i begrebet  ’omsorg’ som en manglende egenskab. Jeg tænker naturligvis på den fantastiske måde en rosenbusk fuldt armeret yder beskyttelse mod rovfugle for de forsvarsløse sangfugle, uden jeg dog tillægger rosenbusken en bevidsthed omkring dette.

En allegori over sindets  sværmeri har Oehenschlaeger med: ”Erindrings hvide, torneløse Roser”! Kærlighed uden modgang, i uskyld og uberørthed.

Nuvel, inden tornens fravær eller ikke eksistens fører mig for langt ud i verden vender jeg mig mod tornens nærvær.   

Tornens navn

Hvad er den rigtige betegnelse for  rosens armatur? Den tyske dendrolog Gerd Krüssmann (1910-1980) siger at botanisk hedder torne  ’stacheln’  =  ’pigge’  og det tyske ’Dornen’ = torne er lidt ukorrekt daglig tale.  Roserne har pigge! Det samme kan jeg citere den svenske rosoman,  botanikeren Lars-Åke Gustavsson  (1946*) for: …”den litterære benævnelse tornerose har med en botanikers øjne ingen berettigelse”… ” Rosor har taggar, inga tornar”.  Taggar =  pigge. Det skaber så lidt forvirring at  Gyldendals svensk-dansk ordbog  blandt andre ord også oversætter ’taggar’ med  ’torne’.  Men hvad, sproget udvikler sig på tværs af alle ordbøger!

Hvad hedder  rosens armatur på dansk?  I daglig tale høres ingen sige pigge om rosens armering!? Eller findes der en forskel mellem folkemund og faget? Jeg har hørt både børn og voksne udbryde om en æbleroses armering: ”se en masse stikkere”! Det er dog udelukkende udtryk for det tornen er god til: at stikke.  Belært af mange års rosenbeskæringer vil jeg tilføje, rive og flå så blodet springer.

Men hvorledes adskiller  Ordbog Over Det Danske Sprog  begreberne torn og pigge:  Torn, botanisk ”om sådanne udvækster hos tjørn eller rose” mens ’pig’ beskrives som ”stikkende udvækst på dyr eller planter”. En af definitionerne på en torn er at den er fæstet direkte til barken helt uden kontakt med veddet . Den løsnes let og kun smådele af barken følger med. Derimod er pigge svære at løsne fra planten som bærer dem og ofte følger veddet med.  Dansk Feltflora  fra 1996  bruger betegnelsen ”torn” i beskrivelsen af de vilde roser.  Så torn på dansk, pigge på svensk og tysk.        

I  religiøs betydning er tornen klar fx med  Grundtvig: ”Hil dig Frelser og Forsoner! Verden dig med Torne kroner”  

 

Tornens oprindelse

Her er vi på farlig vej, darwinistisk hyletone og æggets opfinder. At tale om oprindelsen af den første torn har måske ingen mening. Det første menneske har måske heller ingen mening.  Men mutationer, kæden af mutationer, umærkelige og nødvendige, er altid en beroligende forklaring så undgår vi mytologien. Og dog.  Mytisk-botanisk  kunne man vedrørende tornens mangfoldighed fx  spørge:  fandt fuglen tornen eller fandt tornen fuglen?  En ting er at rosenbusken yder beskyttelse for småfuglene blandt andet på grund af tornarmeringen på buskens grene, en anden ting er at forestille sig at de mest tornerige buske udvælges af småfuglen, som så udbreder ’logiet’ ved at indtage et hyben og skide nødden ud i en passende afstand så den tornerige rosenbusk udbreder sig i omliggende lokaliteter til gavn for andre småfugle. Og til gavn for rosen?!  Der viser sig adskillige problemstillinger som der ikke er plads til at diskutere her.  Men det er da på sin plads at nævne, at først skal der to til og i vor tid er en egnsgeografisk udbredelse af et hjemmehørende individs karakterer ved natur-bestøvning og pipfugle delvis sløret, måske umuliggjort,  af  indførselskampagner af fremmed plantemateriale og dermed åbnet for større chancer for natur-kryds-bestøvning.

Jeg stiller mig til tåls med at tornen har udviklet sig og har det udtryk på rosen som jeg med alle mine sanser i levende live pro tempo kan opleve.  Så kan jeg netop hertil føje at rosens torne er blevet fundet i  omkring 20 millioner gamle fossiler. Og i kunsten i historisk tid på et berømt mere end totusind år gammelt herculanuisk vægmaleri sidder en nattergal og besynger rosens skønhed godt beskyttet mellem rosens tornede grene.

 

Tornens morfologi

Grene, kviste og andre dele af rosen fx bladundersiden er mere eller mindre armeret med torne.   Tornens form, størrelse og farve og graden af armering på rosens grene kan have stor betydning for den enkelte arts bestemmelse. 

I modsætning til andre armerings former der er sammenvokset med veddet er rosens torn direkte fæstet til barken og nem at brække af.  Størrelsen kan varierer fra få mm til 40 mm i længden. De kan være lige, bøjede, krogede, trekantede, runde og vingede. Dertil kommer børsteagtige torne og nålelignede torne. Hos de fleste roser er tornenes farve grågul, umbra naturel eller brunsorte.  Amerikanske arter kan have hvide til lysegule torne. Det gælder for en stor del af alle arter at de unge torne er rødlige. Særligt opmærksomhedskaldende er Rosa omeiensis   ’chrysocarpa’ hvis unge meget store vinge-torne er kraplakrøde og usædvanligt smukke når de gennemlyses af solen.   De røde vingetorne ser drabelige ud men er i de første dage mere sprøde end nye grønne asparges, man kan klemme saften ud af dem med hånden uden at mærke ’tornen’.  Forsøges den samme øvelse efter tornene er et par uger gamle så er det på skadestuen. En anden rose Rosa multibracteata  er kraftigt armeret med meget dels lange dels korte syleagtige torne som ved nærkontakt er  grusomme. De borer sig lige ind i kødet og brækker let af.  Frygtindgydende at skue men smukke og anvendelige:   jeg har flere gange set tornskaden deponere et insekt, en brumbasse, på en af disse udvækster.

Af grunde man ikke har kunnet underbygge er mange ældre individers grenpartier ved basis tæt tæt besat med torne, medens nyere og højeresiddende grenpartier næsten ingen armering har.  Det er et fænomen som tydeligt kan iagttages på  fx Rosa moyesii, Mandarinrosen. Andre roser fx pimpinelleroserne er armere fra top til tå, dels med hårde trekantede torne og dels med de noget blødere børstetorne. Atter andre fx Rosa highdownensis har skarpe, hårde torne fordelt rigeligt i forskellige størrelser i grenenes fulde længde.

Rosernes torne er dekorative og smukke, med al forsvarets udstråling, det glemmer man tit for blomsten. Specielt for  de vilde rosers vedkommende er det værd at studere detaljer.  Tornene er et element der fortjener at blive iagttaget og gøre sig gældende i en have der ønsker sig spænding  gennem alle årstider.    

Beskæringsarbejder i mit rosarium  - som i al beskedenhed indeholder en af de største samlinger af vilde roser  -  koster rifter, og stik,  blodet siver ud af håndleddets inderside  -  skulderen har lange røde træk og issen har fået sine hak af de af vinden nedkastede overhængende grene.

Tornen i eventyret

Ordet ’torn’ anvendes i mange sammensatte ord fx Torn-skade (fugl), Torn-tap (ryghvirvel) og Torne-krone (som Kristi bar på sit hoved før korsfæstelsen).  Eller Torne-rose, …”navnet på prinsessen der sov i hundred år bag en rosenbusk”…, som der, måske fejlagtigt, står i Nudansk ordbog – i min børnesang stod der  Tjørne-hæk og det gør der også hos  Grimm: Dornenhecke. Eventyret hedder Dornröschen hvor Röschen er et diminutiv af rose og således oversat til dansk: Torne-rose. Selvom rose og tjørn hører til samme familie (bot.: rosaceae) så går sproget nok lidt i selvsving.  Mange af Grimm’s eventyr har rod i overleverede sagn og myter og jeg forstiller mig at  Torne-rose er et folkeeventyrligt ekstrakt af Mariadyrkelsens allegori: Rosernes rose er Jomfru Maria, den rene og ubesmittede men omgivet af torne.        

Troldens gevækst

Ofte, når børn ved en rosenbusk med gys iagttager grenenes kraftige armering  inspireres de til at trylle trolden frem ved, med lidt spyt at fastgøre en afbrækket torn – så grum og stor  som muligt -  på  næseryggen.  Er det sjælens spejl eller blot en allegori på  trolden i eventyret?